26.05.09 Adfærd og læring

 

 

Indlæring hos alle dyr (og mennesker) er baseret på tre grundlæggende principper eller måder at lære på: Tilvænning (også kaldet habituering), Sammenkobling af to hændelser (også kaldet klassisk eller pavlovsk betingning), samt Indlæring gennem belønning (også kaldet operant eller instrumentel betingning).

 

Tilvænning betyder, at et dyr reagerer mindre og mindre på en bestemt påvirkning, når det udsættes for påvirkningen gentagne gange.

 

1. De fleste ryttere kender situationen: man begynder at rumstere rundt i foderrummet og straks står alle heste i stalden med hovedet ud af boksen og kigger efter fodervognen. Når en hændelse (fx det at æde eller det at få foder) blot nogle få gange kobles til en anden hændelse (fx det at fodervognen bliver kørt ud gennem døren til foderrummet), vil begge hændelser kunne vække forventning om foder. De to hændelser er blevet associerede.

 

2. Rytteren trækker lænden an og skyder derved sædet lidt frem samtidigt med at klemme schenklerne mod hesten. Efter nogle få gentagelser får sædet samme funktion som schenklerne, nemlig at drive hesten fremad.

 

3. En hest viser en bestemt adfærd og belønnes først med et klik med en legetøjsfrø, og derpå med en godbid. Efter nogle få gentagelser får klikket samme betydning som godbidden.

 

Ikke kun positive hændelser kan associeres. Også negative eller traumatiske hændelser kan kobles til andre hændelser. Hvis en hest får et elektrisk stød ved at berøre el-hegnet, lærer den at holde sig væk fra hegnet. I fagsproget betegnes denne form for indlæring som frygt-betingning. Hvis ubehaget ved hændelsen er tilstrækkelig stærkt, er en enkelt kobling nok til at skabe associationen. En hest der udsættes for et slemt styrt ved en vandgrav, vil kunne bevare en frygt for vandgrave resten af livet. En hest der udsættes for noget smertefuldt i forbindelse med springning, vil kunne blive bange for spring.

 

Udtrykkene positiv og negativ forstærkning har altså intet at gøre med om ”man er god eller ond” ved dyret, om man giver det en godbid eller udsætter det for noget ubehageligt. Udtrykkene betyder ene og alene om man tilføjer noget (positiv forstærkning) eller om man fjerner noget (negativ forstærkning).

 

Udover positiv og negativ forstærkning, som begge er belønninger og altså ”godt” for hesten, kan dyr også trænes ved at påføre dem smerte eller andet ubehag, når de viser en bestemt adfærd. Ligesom en belønning kan få dyret til at vise en adfærdsreaktion hyppigere, kan en straf få dyret til at vise en adfærdsreaktion sjældnere. Men der er to forhold, der er vigtige at være klar over, inden man benytter straf. For det første kan man ikke få et dyr til at vise en adfærd ved hjælp af straf (måske lige med undtagelse af flugtadfærd). Man kan højst få dyret til ikke at vise en adfærd. Man kan for eksempel ikke få en hest til at springe over en forhindring ved at straffe den. Og at tro at man kan lære en hest ikke at refusere ved at straffe den, er at tillægge hesten evner den sandsynligvis ikke er i besiddelse af.

 

Ifølge dyreværnsloven er det forbudt at påføre dyr smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe. At vi ikke helt kan undgå især det sidste, når vi har med husdyr at gøre (og især ikke husdyr der er så store og stærke som heste), er indlysende. Dyrlægen er nødt til at bruge tvang ved mange former for behandling. Hovsmeden ligesådan. Og rytteren er også nødt til at bruge ”tvang”, i hvert fald i en sådan grad. at han eller hun har fuld kontrol over hesten. Uden denne kontrol er det alt for farligt at omgås heste. Men det er vigtigt at være klar over, at vi kan formidle denne tvang på en måde som opfattes af hesten som noget positivt. Hvis vi træner og rider vores heste rigtigt, er der ingen tvivl om, at de er glade for at være i vores nærhed, ikke kun for at få foder og godbidder, men måske også for at blive stimuleret og for at få opgaver at løse, måske endda i en sådan grad at de bliver glade for at springe eller at gå dressur med os.

 

Der er vigtigt at være klar over, at der er en hårfin grænse mellem disciplin og hårdhed, ligesom der er en hårfin grænse mellem venlighed og eftergivenhed. Man kan og bør kræve disciplin uden nødvendigvis at være hård. Og man kan være venlig og kærlig uden nødvendigvis at være eftergivende.