Kun hensynsfuld ridning har pædagogisk værdi
Den gavn, som børn kan have af at omgås heste, udebliver, hvis barnet får lov at kalde ponyen for ”dum” og ”fræk”,
og dermed retfærdiggør en afstraffelse af dyret. Det er nemlig dyrenes umiddelbarhed og ærlighed, som adskiller dem fra menneskerne,
og gør dem ideelt egnede til at ”øve” sig på, når man skal lære at skabe relationer, ifølge psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet,
der har set EPONA.tvs optagelser fra ponyspringstævner.
Tillægger man ponyen menneskelige bagtanker som drilskhed eller ondskabsfuldhed for at retfærdiggøre afstraffelse,
når den ikke gør som ønsket, fjerner man dyrets værdi for barnets udvikling. For børn, som i forvejen har svært ved relationer,
kan den voldsomme ridning ligefrem være skadelig.
Afhænger af sammenhængen
Hverken barn, forældre eller træner kan abstrahere fra muligheden for at få en sløjfe med hjem, og derfor tilsidesættes ponyens behov, uden at nogen skrider ind.
”Det, som vi ser her, er at ponyen bliver til et redskab, hvor den ellers er et dyr, som man holder af og passer på. Så snart konkurrencen er slut, bliver ponyen sandsynligvis igen til en pony.” Ifølge Kuno Sørensen kan mennesker bringes til at gøre uhyrlige ting, hvis bare de får at vide, at det er nødvendigt.
Menneskeliggør ponyen
Selv om mange ryttere vil sige, at de er modstandere af at bruge afstraffelse på hesten, vil en del alligevel retfærdiggøre brugen af straf ved at sige, at ponyen skal irettesættes, når den er ”dum” eller ”stædig”.”Dyr kan ikke have bagtanker. Det er det, der adskiller dem fra os mennesker.
Det er basal psykologi.”
Blandt hestefolk hersker der dog bredt den misforståelse, at en hest eller pony, som refuserer, bukker eller stejler, er ”på tværs” og skal slås med pisken for at kunne forstå, hvad der kræves af den.
”Hvis man tillægger hesten menneskelige motiver for at forklare dens adfærd, er man ikke opmærksom på dens behov,” siger Kuno Sørensen.
Konkurrence er fint
Selve konkurrencesituationen er der ikke noget galt med, ifølge Kuno Sørensen. ”Det at afprøve sine egne færdigheder, og sammenligne sig med andre i en konkurrencesituation, er noget spændende og godt, men det må ikke eskalere til at man bliver ude af stand til at se konkurrencen i perspektiv,” siger han. Her er det forældre og trænere, der må træde ind og forankre barnet i hensynet til ponyen – også når det brænder på – så ridning kan være både på barnets og hestens præmisser.
Grænser overskrides
Det interessante i den sammenhæng er, at det ofte også er trænere og forældre, der presser på, for at barnet skal opnå resultater.
Derfor kan man frygte, at barnet for at opfylde den forventning overskrider sine egne grænser og spæde moralbegreber.
”Når vi ser børnene slå på deres ponyer, kan det netop også være et resultat af, at barnet allerede har overskredet sine egne grænser for, hvad der er i orden, og derfor ikke tænker over, hvor dyrets grænser går.”
Skal man den voldelige ponyridning til livs, kræver det, at nogen siger fra – og det kan være svært.